Down Under

I have been working with books all my life. Reading them, selling them and lending them out. My father had a bookstore and to his disappointment his eldest son choose a career with his sworn enemy: the public libraries.

We grew up in a small town near the capital of Jutland: Aarhus. Besides his bookstore my father used most of this time on weapon and playing tournament bridge. In his prime he was one of the finest shooters in Denmark. He qualified to the Olympic games in 1940 (which never happened), and in stead he used his skill during WW2 in the resistance movement in Denmark. He never talked much about it. As a boy in the 1950'ties and 60'ties (I was born in 1948), I followed my father to the different shooting ranges all over Jutland. I became quite handy with pistols and riffles. But i could never outshoot my father. Books and guns - that was us. Bridge I never learned to play. In fact I never figured out how to hold 13 card in one hand without spilling a couple of cards on the deck.

My father Louis Deleuran

My great love was and is Greenland. The nature and the people up there. My first vist to Greenland was in the the late 1960'ties just after my army "career". Because I was very handy with rifles and guns, and in fact outshoot my shooting sergeant the first day on the shooting range - I instantly was transferred to the Com. Sect. and never touched a weapon in the army.

My first job in Greenland was on the American Airbase in Northern Greenland: Thule Air Base. I worked with radios and telex. And now and then I was driver between HQ Thule Air Base and BMEWS (Ballistic Missle Early Warning System) which was located 15 miles from the Base near the edge of the Ice Cap. I was 20 years old and thought i was a hell of a guy.

Thule Air Base 1968: I had just climbed the Mount Thule and what you see in the backgrund
is the Icecap and Thule Air Base.

Later on I worked in a construction company in the Capital of Greenland, Nuuk before i went back to Denmark, studied History and Library Science in Copenhagen, got married, had a bunch of kids, and a fine career in the Library World of Denmark.

In 2004 I had a chance to return to my beloved Greenland. I have always been interested in the Norse Saga. The Norsemen (the Vikings) who sailed from Scandinavia to Iceland and from Iceland to Greenland and from Greenland to Vineland (North America) where they arrived around 986 A.D.

to be continued in english

"Vi får mange sjove og spændende besøgende på Det Gule Bibliotek. 1. prisen går i år til Liz&Phil.

For knap et år siden, den 26. oktober 2005, kom der et ældre ægtepar ind på biblioteket. Jeg tænkte at de nok kom fra Ældresagen eller vort lokale alderdomshjem. Men nej. De snakkede australsk/engelsk og præsenterede sig som Liz & Phil fra Australien. Phil var pilskaldet og havde et hvidt julemandsskæg ned til midt på brystet. (Lignede tennisbohemen Torben Ulrich) Liz var en lille, grå og kvik dame. De ville gerne låne vort Internet for at tjekke e-mail. Da der var nogen ventetid på plads ved vore pc'er mobiliserede jeg mit bedste engelsk og spurgte hvad de lavede i Qaqortoq her midt om vinteren. Phil fortalte den helt usandsynlige historie at de var kommet sejlende direkte fra Australien i en 37 fods sejlbåd, gennem Nord Vest passagen (fra Stillehavet nord om Canada) - og for ca. 1 måned siden var de kommet igennem ismasserne og ud i Daviesstrædet på højde med Uumanaq og havde brugt de sidste par uger til at plaske ned langs vestkysten af Grønland og at deres båd "Fine Tolerance" nu lå nede i Qaqortoqs havn ved Garveriet. Byen var allerede dækket i sne og vinterstorme på det tidspunkt.

Vi så deres billeder og deres videooptagelser fra sejladsen. Historien blev mere og mere fantastisk. Phil & Liz har lagt det hele ud på Internettet som nyhedsbreve med masser af billedstof. Prøv at søge på skibsnavnet "Fine Tolerance" i Google - så kan i se hele historien.

Men kort fortalt:

Hen på efteråret i 2005 lå de nord for Canada, i deres lille australske sejlbåd. De ville nord om Canada, ned langs den Grønlandske Vestkyst og derefter til venstre i retning af Portugal!

Det skulle ikke gå så nemt. Midt i Nordvestpassagen blev de skruet ned af isen.

På et vist tidspunkt lå bådens side vandret med isen og de måtte stå af skibet og stod der midt på isflagerne ude i Nordvestpassagen. Det begyndte at blive mørkt. De kunne se isbjørne samle sig i nærheden. De gemte sig bag et rev som stak op og overnattede i kulden. Næste morgen da det blev lyst var Fine Tolerance væk og de var helt alene ude på isen.

Senere på dagen fandt de dog båden igen, den havde rejst sig af sig selv og Phil & Liz steg ombord. At sejle var umuligt, men heldigvis førte havstrømmen dem ud mod Davies Strædet og Grønland.

Pludselig blev båden ramt af et rev som stak op under isen. Der lød et knæk og et lille brag. Skrue og skueaksel forsvandt ned i dybet. Heldigvis havde Phil en ekstra skue og aksel i reserve. Men hvordan kommer man ned under vand og isflager og får den udskiftet? Mens Phil står og funderer over det lyder der pludselig en høj tuden og mange meter over deres hoveder lyder der en canadisk stemme: "Do You need a hand"? Det var en stor, canadisk isbryder som var kommet forbi. Få minutter efter havde de smidt en stor bæretrosse ned omkring boven af Fine Tolerance og en fender omkring stævnen og boven blev hævet så meget at skruen kunne udskiftes.

Liz&Phil fortsatte ud i Davies Strædet, besøgte de fleste kystbyer i Grønland før de lagde ind til Qaqortoq sidst i oktober. De var i stand til at foretage en direkte sammenligning mellem de grønlandske byer på vestkysten og de byer, som de havde besøgt i Nordcanada. Phil oplevede de grønlandske byer som velholdte og med en flot infrastruktur - en meget positiv oplevelse ... de nordcanadiske byer var derimod det stik modsatte. Her kunne man lære meget af den grønlandske bykultur.

I begyndelsen af november 2005 fejede det ene uvejr efter det andet ind over Sydgrønland. Phil mente at der søndag d. 5 november var et pusterum mellem to lavtryk og at det var muligt for Fine Tolerance at sejle syd om Grønland og mod Syd øst til Portugal.

Søndag morgen 6. november 2005 kunne man se den lokale bibliotekar og den lokale dyrlæge sejle med Fine Tolerance tværs over havnen fra Garveriet og til Benzintanken. Her hjalp vi Phil og Liz med at fylde diesel på 20 store dunke som blev stuvet ombord i båden.

Dunkene med Diesel stuves ombord på Fine Tolerance

Det sidste vi så til Liz&Phil

http://forsvaret.dk/GLK/Nyt%20og%20Presse/Nyhedsarkiv/Nyheder/2005/Pages/Nødmelding%20fra%20Fine%20Tolerance.aspx

Det viste sig at deres båd på et tidspunkt lå med bunden i vejret i de skyskraber høje bølger og den stærke storm. Deres mastespids pegede direkte ned mod havbunden i mange sekunder. Phil fortalte siden at det var en lidt underlig fornemmelse at få alt som ikke var surret fast - i hovedet. Efter nogle nervepirende sekunder vendte skibet igen og lå rigtigt.