|
|
|
Pfalz - Brandenburg - Fredericia illustreret gennem slægtstavler: "De Fredericia-Huguenotter" af Lars Deleuran
- fra Frankrig kom de jo - i tusindevis - specielt i sidste halvdel af 1600-tallet strømmer de nærmest over grænserne til de omliggende lande: Holland, Tyskland og måske videre til England, et par hundrede stykker helt til Danmark. (se note 1). De er en af de helt store tabere i århundredets religionskrige: Huguenotterne - Frankrigs protestanter. Mange af dem som vi senere ser i Fredericia møder hinanden i Kur-Pfalz, det frugtbare land hvor Rhinen møder Neckar floden ved Rhinbyen Mannheim - efter en farefuld flugt gennem Frankrig. Området kaldes også Palatinatet. Flere af familierne kender allerede hinanden derhjemmefra, og er flygtet i samlet trop til det protestantvenlige Kurpfalz, som grænser op til Ludwig d. 14.’s katolskfanatiske Frankrig. Kur-Pfalz er farligt placeret midt i religionsstridighederne og det stor-politiske magtspil mellem de katolske og protestantiske fyrster. I historiebøgerne hedder det: "men de franske troppers brutale hærgen i Pfalz i 1689, der lagde grunden til det tyske nationalhad mod Frankrig, var dog mere strategisk end religiøst motiveret" . Selv efter en 30-års krigs rædsler var det der skete med Pfalz i 1688-89 usædvanligt råt. (Se note 2.) Men disse tunge skyer ligger endnu langt ude i horisonten for de flygtende familier. Perioden fra 30-års krigens slutning sidst i 1640’erne og de følgende årtier er en forholdsvis fredelig periode i Kurpfalz’ omtumlede og dramatiske historie i 1600-tallet.(Se note 3). Kurfyrsten Karl Ludwig (1617-1680), som residerede i Mannheim, havde straks efter freden i 1648 indbudt de flygtende huguenotter til sit fyrstendømme for at hjælpe med genopbygningen. Kurfyrsten var selv protestant. Huguenotterne kom - og de trivedes. (Se note 4). I 1651 forpagtede de Hemshof af Kurfyrsten.(Se note 5). En franskmand som i 1658 rejser gennem det lille rige, er overrasket over at se "et Land saa blomstrende, som om der aldrig havde været Krig." (Se note 6).
I 1670’erne og 1680’erne bryder det hele sammen. Franske hære hærger landet, den protestantiske kurfyrste bliver i 1685 afløst af en katolsk. 1689 får Mannheim by en behandling af de franske besættelsestropper så "der ikke står sten på sten". (Se note 7). Franskmændenes vanvid nåede et punkt hvor de opfyldte tomternes kældre med jord og fragtede de nedrevne sten og bygningstømmer ned af Rhinen på pramme. (se note 8). Huguenotterne er flygtet, de fleste allerede i 1686. Kort efter Nantes-ediktets ophør i 1685 (se note 9) kom der en invitation fra den protes-tantiske kurfyrste i Brandenburg, Frederik d. Store - som lovede de dygtige Huguenotter gratis jord - ingen værnepligt for de unge mænd, skattefrihed i 10 år og generelt: religionsfrihed. Vi kan følge de flygtende familier’s spor op gennem Tyskland: Hofgeismar, Magdeburg - og til sidst slår de sig ned i Brandenburg, bl.a i byen Bergholz mellem Berlin og Østersøen.
Den Store Kurfyrste i Brandenburg tager imod de første Huguenotte indvandrere. (Fjertegning af H. Maire efter Fischer-Cörlin’s maleri i französischen Dom i Berlin). Hele dette område lå øde hen efter 30-årskrig og pestens hærgen. Her opbygger de deres nye samfund - kurfyrsten Frederik d. Store’s løfter bliver stort set overholdt - og kolonien syntes at trives udmærket - alligevel er der uro i Kolonien i begyndelsen af 1700-tallet - var det interne religiøse uroligheder i menigheden ? (se note 10) var det kurfyrstens privilegier som alligevel ikke blev overholdt til punkt og prikke ? Frederik den store var i 1713 blevet afløst af Friedrich Wilhelm d. 1 (franskmændene var trættekære og holdt på deres ret til sidste komma - hvad også den senere periode i Fredericia viste) - var det dårlige økonomiske udsigter for landbruget (kolonisterne dyrkede jo bl.a. tobak), kombineret med at perioden i Mannheim havde gjort kolonisterne mere til håndværkere end til landbrugere ?? (mere til "bürger" end til "acker") vi ved det ikke … det har nok været en kombination af det hele. (se note 11).
Præstegård i Bergholz. Men der var bud efter huguenotterne i Brandenburg fra flere sider - både den danske konge Fr. IV og fyrsten i Sachsen var ude efter at lokke tobaks-plantører til deres respektive lande for at slippe for at købe dyr tobak hos deres kollega i Brandenburg: Friedrich Wilhelm - den pommerske tobak var efterspurgt over hele Europa. Frederik d. IV - de goters og venders o.s.v. - vandt som bekendt kapløbet - og de følgende begivenheder er godt beskrevet i adskillige bøger om emnet: den 2. Sept. 1719 udstedte det danske rentekammer et rejsepas til fri befordring for et hold huguenotter som sammen med kongens agent, Pierre Gruyet du Boulet, skal rejse rundt i Danmark for at finde et egnet sted til tobaks-dyrkning. Du Boulet var professionel soldat - oberst - og havde bl.a. været tilknyttet landgreven af Hessen’s garnison - landgreven var en slægtning af Fr. IV. Du Boulet havde sikkert rejst rundt i Brandenburg i 1718-19 og gødet jorden for de utilfredse franskmænd. Rejsepasset lyder på "tre bøndervogne i Amterne, to borgervogne i Købstæderne samt fri transport over Bælterne". Altså en standsmæssigt inspektion. I Sept. 1719 starter så Du Boulet inspektionsrejsen med tre bønder fra Bergholz: Daniel Le Blond, Jacob Devantier og Paul d’Arrest. Man beser de jyske heder, Æbeltoft, Grenaa m.m. Specielt de magre jorde på de jyske heder får vel koldsveden til at løbe på de franske rygge. De var bedre vante. Til sidst vælger man Fredericia som det bedste sted for tobaksdyrkning. Her er alle betingelser for en levedygtig koloni til stede: den gode havnebeliggenhed, noget af Danmarks bedste landbrugsjord, beliggenheden er naturskøn, indbyggerne i forvejen mestendels udenlandske indvandrer - og der var religionsfrihed. .. Den 17. Oktober 1719 foreligger der en kontrakt som er underskrevet af Fr. d. IV - og de tre bønder rejser triumferende hjem til Bergholz med dette papir, hvori næsten alle deres krav er blevet indfriet. Grundlaget var de samme betingelser som man havde fået af Frederik d. Store, hertil kom andre ting som f.eks. præst gageret af kongen i 10 år, fri jord, ingen tobaksafgift af den avlede tobak, toldfri indførelse af deres ejendele fra Bergholz, kommandanten og magistraten i Fredericia skulle i alle rimelige tilfælde "hjælpe og favorisere" kolonien, ingen soldaterpligt - og til sidst: kongen ville give et beløb på 200 Rigsdaler til de tre bønder som rejsehjælp for de familier som ønskede at emigrere til Danmark. (200 Rigsdaler var en stor sum i 1719). Huguenotterne kendte deres værd. Fra kongens side venter man derefter spændt på om projektet med at lokke tobaksplantører til landet lykkes. Stiftsbefalingsmanden over Ribe Amt, Calnein, får af kongen ordre til sammen med magistraten i Fredericia at overvåge det hele. Den 7. Feb. 1720 forespørger Calnein Magistraten: "er de komne?" - Magistraten svarer: "det er de ikke". I april 1720 kommer det første skib fra Brandenburg: "nu er de her". Den 25. April 1720 møder de første op hos borgmesteren i Fredericia for at kræve kongens kontrakt overholdt. Blandt de første familier var Honoré, Devantier og Le Blond. I de følgende år følger mange. Med næste skib i april 1721 kommer familierne: Dufresne, Vilain, Bottelet, Dupont, Collier, La Barre, Deleuran, Suppli og Dubois. Et nyt og spændende kapitel i huguenot sagaen kan starte: "de Fredericia-huguenotter" - denne historie er som en anden sæbeopera fyldt med drama, stridigheder både indbyrdes og mod de "uforstående" danske embedsmænd, økonomiske opgange (specielt når tobaksimporten fra "de amerikanske lande" svigtede - som den gjorde under den amerikanske uafhængighedskrig i 1770’erne) - og økonomiske nedgange på grund af det lunefulde danske vejr, som ikke var egnet til tobaksdyrkning. Huguenotterne var stolte folk, med stærk baggrund i deres religion og et utroligt sammenhold både i de enkelte familier og menigheden som helhed. Man kunne måske godt kives indadtil - men udadtil var det en stærk og til tider uforsonlig blok som mødte de danske embedsmænd i Fredericia, og sikkert også den menige borger. Man lod sig ikke byde noget - var man ikke specielt inviterede ? - var man ikke Kongens Colonister ? Summa summarum blev det et kraftfuldt bidrag til Fredericia’s historie - og dermed også til landets historie .......... Noter til ovenstående 1. Man har siden ment at Huguenotterne dengang udgjorde ca. 10% af Frankrigs befolkning. Tilbage til Tekst. 2. Pol. Verdenshist. Bd. 1, s. 232., samt K. v. Raumer: "Die Zerstörung der Pfalz 1689 im Zusammenhang der französischen Rheinpolitik". 1930. Tilbage til tekst. 3. Dog afbrudt af den store pestepidemi i 1666, som ramte ca. 25% af borgerne i Mannheim, bl.a. Michel Deleuran..Pestepedemien beskrives bedst af Dr. Tollin i hans: "Die wallonisch-französische Colonie in Mannheim", p. 18. Magdeburg, 1894: "…die grausige Zeit der Pestseuche von 1666. Von 432 Mannheimer Wallonen-Familien blieben, als sie aufgehört hatte, nur 303 vertreten, und auch diese hatte sie stark gelichtet. Der Schrecken lag bleiern auf allen Gemüthern. Auf dem Rathhaus, auf der Strasse, im tempel, im Presbyterium, beim Hochzeitsmahl sanken die Leute um, plötzlich todt. Neben der todten Mutter schreit der Säugling um Nahrung. Der Kranken rüstige Pfleger und Pflegerinnen fallen nieder, todt. Taufen und Trauen aus Pesthäusern wurden nur vor der Kirchthür vollzogen oder unter Bäumen im Freien…..". Tilbage til tekst. 4. Mit den Fremden waren wertwolle Arbeitskräfte ins Land gekommen, mit deren Hilfe der wirtschaftliche Wiederaufbau in Gang gebracht wurde. Denn gerade die Fremden erwiesen sich vielfach als die Träger des wirtschaftlichen fortschritts. Sie haben der einheimischen Landwirtschaft mannigfache Anregungen gegeben. Flämische und wallonische Flüchtlinge bauten auf Mannheimer Gemarkung erstmals die neue Tabak-pflanze in grösserem Umfang an……Und in den Städten haben die neuen Bürger dem Handel und Gewerbe zu neuer Blüte verholfen" - fra: F.E. Wundt: "Kurze Geschichte von dem Einflusse auf Handel und Land-bau der französisch-reformierten Gemeinden in der Pfalz." p.243 ff. 1780. Tilbage til tekst. 5. Hemshof var en tysk Kameral-Hof som blev ødelagt af Tilly under 30års krigen. Den er beskrevet som ".. fast burgähnlich gebaute und befestigt gewesene kurpfälzische Kameralhof…" af Josef Raimar i "Die Beständerfamilien des Hemshofes von 1650-1700", p. 1. Ludwigshafen, 1950. Se kilde. Emil Nesseler giver også en god indføring i Hemshof’s historie i sin bog fra 1939: "Der Hemshof, Geschichte eines pfälzischen Bauern-hofes". Nicolas Dupont, bedstefader til den første "Fredericia-Dupont", var den første forpagter af Hemshof fra 1651 til 1672, og har sikkert stået for genopbygningen af Hemshof. Hemshof lå på den venstre Rhin-bred lige overfor Mannheim, i det nuværende Ludwigshafen - idag hedder en bydel i Ludwigshafen stadig Hemshof. På en stor del af de gamle Hemshof-jorde ligger forøvrigt idag kemikalie- og elektronikvirksomheden BASF. Tilbage til tekst. 6. Niels Lukman: "Fredericia-kolonien, Vort Lille Frankrig", s. 21. 1939. Tilbage til tekst. 7. Helmut Friedmann: "Alt-Mannheim", 1968, p. 9: "…machten die Franzosen Mannheim dem Erdboden gleich…" Tilbage til tekst. 8 .Kurt von Raumer: "Die Zerstörung der Pfalz von 1689 im Zusammenhang der französischen Rhein-politik", p. 146: "Als die Möglichkeiten des Brand erschöpft waren kamen aufs neue die Einreisser und Pioniere, um die noch stehenden Mauern niederzulegen. Aber auch die Keller wurden ausgefüllt, die Brunnen eingeschlagen und zugeschüttet, wozu das allerorts aufgerissene Strassenpflaster sehr dienlich war, und so das ganze ehemalige Profil der Stadt applaniert……Was an werten aus der zerstörten Stadt noch übrig geblieben: Steine, Blei, Munition, "allerhand Eisenwerk und vieles anderes" wurde auf Schiffen nach Philippsburg verladen". Tilbage til tekst. 9. ediktet gav Huguenotter lov til at dyrke deres protestantiske (Calvinistiske) tro. Tilbage til tekst. 10. Som antydet i "Actes du consistoire francois á Bergholz", bd. 1-?, artikel 1-58, 1689-1699. Bergholz menigheden skiftede præst mange gange; i koloniens første 10-år blev det til 5: Henri Le Franc 1687-90, Durand 1690-91, Paul Jordan 1691-96, Lugandi 1696-97, Cabrit 1697-98. Tilbage til tekst. 11. Lukman, p. 25: "Paafaldende var det, at de franske Agerdyrkere gerne tog Bolig i Byer og derfra dyrkede deres Jord, muligvis samtidig med, at de havde et Haandværk. Det samme blev Tilfældet i Fredericia. Denne type Bønder, der kaldes Avlsbrugere - Acker-bürger - bourgeois-cultivateurs - var gammelkendt i Frankrig og benævntes med et nu forældet ord: Vilains. Dette Ord bevaredes imidlertid som Tilnavn og blev et fast Efternavn, der endnu findes i Fredericia". Tilbage til tekst.
Ovenstående begivenheder berørte selvfølgelig alle de Huguenotte-familier som vi siden ser i Brandenburg og Fredericia. Her er det illustreret gennem slægterne Dupont og Deleuran. Der bringes her kun de 3 første generationer - samtlige efterkommere (inkl. ægtefæller) efter Nicolas Dupont og Michel Deleuran løber i de efterfølgende 12 generationer op i godt 4000 personer for Nicolas og godt 3000 personer for Michel - mange af disse er dog "anesammenfald".
|